Var det noget med en casinotur til Nordkorea?
20 January 2012 | af: Casinotop10

Selvom Nordkorea er et af verdens mest forarmede lande, så kan man faktisk også gå på casino der. I landet findes der to casinoer – et i hovedstaden Pyongyang og et i havnebyen Rason.
En nu pensioneret amerikansk casino-medarbejder, Robert E. Goodman, fortæller i avisen Las Vegas Sun om sine særprægede oplevelser, da han fra 1998 til 2002 var ansat på casinoet i Rason, Emperor Hotel & Casino. Her var hans opgave at tiltrække kinesiske gamblere til casinoet.
I Rason kommer der mange kinesere, da man i havnebyen modtager tonsvis af kul fra Kina. Samtidig er der i byen også en speciel økonomisk zone, hvor udenlandske firmaer kan få lov til at etablere sig – blandt andet også den Hongkong-baserede hotel og casino-kæde, Emperor.
Hårdtarbejdende folk
Robert Goodman fortæller, at nordkoreanerne ikke havde lov til at spille i casinoet, så de eneste spillere var kinesere og andre turister. Personalet i casinoet måtte man også hente udefra i Malaysia, mens de lokale nordkoreanere kun måtte arbejde med selve hoteldriften.
Han husker nordkoreanerne som et hårdtarbejdende folk, som aldrig klagede, og som stod pænt og ventede på bussen i lange, lange køer.
- De var disciplinerede, som i en kult, fortæller Goodman.
Midlertidig lukket
Den nu 77-årige Robert Goodman fortæller også, at han så ”den kære leder”, Kim Jung-Il, ved et par lejligheder, men han fik aldrig lejlighed til at møde ham. Han måtte i øvrigt sige farvel til sit job, efter at George Bush betegnede Nordkorea som en del af ”ondskabens akse” i 2002. Derefter kunne han ikke længere rejse ind i landet.
Emperor Hotel & Casino er i øvrigt midlertidig lukket i øjeblikket af respekt for Kim Jung-Il, som døde kort før jul. Stedet var også lukket en overgang i 2005, da Kina satte en stopper for rejserne til Nordkorea – blandt fordi at kinesiske embedsmænd spillede statens penge op på casinoet.
